Et par dage før jeg krydsede landegrænsen til Bolivia, mødte jeg en person, der viste sig at få stor betydning for min videre rejse. Og derfor begynder dette kapitel ikke i Bolivia men i Nordchile.

Vil du med på tur?
Trods komforten sover jeg elendigt i busser, og denne gang var ingen undtagelse. Så det var en træt og desorienteret backpacker, der steg af bussen i San Pedro de Atacama.

San Pedro de Atacama er en lille landsby i Andesbjergene, og grundet størrelsen tænkte jeg, at jeg uden problemer ville kunne finde mit hostel til fods og med et downloadet kort i hånden. Dog måtte jeg hurtigt erkende, at trætheden, varmen og den begrænsede mængde af skilte med gadenavne gjorde opgaven svære end som så. Og af frygt for at skulle lede min trætte krop på omveje spurgte jeg en forbipasserende om vej. Hun skulle tilfældigvis som vej, og vi fulgtes ad i 10 minutters tid. Da vores veje skiltes, spurgte hun, om jeg senere på dagen ville med hende på en tur til Valle de la Luna. Et månelignende landskab nær byen. Trods trætheden overtrumfede nysgerrigheden efter at møde nye mennesker alligevel trangen til en lur, og jeg tog med på tur. Og det er et valg, jeg den dag i dag er taknemlig for. For måske blev jeg en lur fattigere, men til gengæld blev jeg en veninde rigere.

Ovenstående er en beskrivelse af mit møde med tyske Lisa, som jeg i to og en halv uge rejste med, og et eksempel på, hvor nemt det er at møde andre rejsende. Er man smilende, åben og ikke bleg for at sige hej til en fremmed, får man lynhurtigt nye bekendtskaber.

Salar de Uyuni
Som mange andre backpackere i Sydamerika bookede Lisa og jeg turen Salar de Uyuni. En tredages tur i jeep, hvor man af en privat chauffør bliver kørt fra San Pedro de Atacama til Uyuni i Sydbolivia for at se den smukkeste, alsidige natur (hvilket nedenstående billeder rimelig meget underbygger).

Den første dag så vi tre laguner i hver deres nuancer, beundrede tårnhøje vulkaner, oplevede skoldhedende gejser, blev overvældet af utallige, farverige flamingoer og nød en dukkert i et termisk vandhul.

Andendagen bød på klippelandskab, en gemt lagune, en kæmpe kløft med en slangeformet flod, langstrakte marker med couscous, en kirkegård for pensionerede, rustne toge og massevis af plyssede lamaer.

Den tredje og sidste dag blev tilbragt i saltørkenen. Her beundrede vi solopgang og -nedgang og tog et hav af finurlige billeder (en typisk aktivitet for de mange turister, der dagligt besøger den hvide saltørken).

Et udeblivende visit i Sucre
Efter en berigende tredages tur ville Lisa og jeg tage et smut til Sucre, der efter sigende er fyldt med smukke, gamle bygninger. Desværre kørte vores bus fra Uyuni (tilsyneladende) ikke længere end til Potesi, hvor vi sammen med resten af bussens (og forøvrigt udelukkende bolivianske) passagere måtte stige af klokken 21 og i bælgravende mørke. En smule paniske over at være i en fremmed by en sen aften ledte vi efter en flink person, der kunne lede os videre. Vi fandt en enarmet vagt, der var i gang med at lukke busstationen ned. Han forklarede (på spansk selvfølgelig), at der ikke gik flere busser til Sucre den aften, men at vi kunne krydse byen til den nye busstation og tage en natbus til Bolivias hovedstad La Paz. Og som sagt, som gjort. Med diverse skrækhistorier om Bolivias taxachauffører i baghovedet satte vi os nervøse ind i en taxa, der efter 20 minutters tid og til vores store lettelse kørte os til rette sted. På den nye busstation blev vi mødt af to ivrige og uniformklædte personer, der ville sælge os busbilletter til La Paz. Perfekt tænkte vi og takkede hurtigt ja til tilbuddet, og til vores overraskelse blev vi mødt af den mest luksuriøse bus, jeg endnu havde kørt med i Sydamerika. Og det var noget af en tilfældighed, da mange af de bolivianske busser efter min mening for længst burde havde endt deres dage i skrotten. Så man må sige, at en ellers turbulent aften endte i et ganske behageligt bussæde.

Velkommen til Bolivias hovedstad
Klokken var knap 06, da luksusbussen trillede ind på busstationen i La Paz, og med nattens pludselige ændringer, skulle vi nu finde på en ny plan. Vi fandt en netcafe på busstationen (forøvrigt det eneste, der havde åbent på den tid) og bookede et hostel, som vi med en taxa tog til.

Efter et par timers afslapning forlod Lisa og jeg hostellet for at udforske storbyen. Det betød et visit på San Franciscos Plads, hvor der var masser af liv og utallige boder fyldt med påskeæg (i Sydamerika går man mindst lige så meget op i påske som hjemme), frisk frugt og flettede sivkurve. Efter at have tyllet et glas friskpresset appelsinjuice i os og guffet et par chokoladeovertrukkede jordbær traskede vi videre.

Med billige souvenirs for øje vandrede vi gade op og gade ned – og eftersom La Paz ligger 3.640 meter over havoverfladen, var det med høj puls og sved på panden, at de mange bakker, byen er bygget på, blev nedlagt. Foruden mønstrede striktrøjer af lamauld, smykker og magneter kunne man på den såkaldte heksegade købe tørrede lamaer, frøer og slanger til diverse ritualer eller til blot at samle sig en bunke held.

La Paz ligger forøvrigt i en dal omgivet af bjergtoppe, og derfor benytter mange lokale såvel som turister sig af de mange cable cars, der krydser byen, til at komme fra A til B eller til bare at nyde udsigten over den pulserende by. En aktivitet Lisa og jeg nød godt af efter hård og oplevelsesrig shoppetur.

Dagen blev rundet af med et stort glas rødvin og et yderst smagfuldt stykke lama med fritter. Mums.

Dødsruten til Amazonas
Efter en nat i La Paz besluttede vi os for at tage en 14 timers lang bustur til Rurrenabaque i Nordbolivia for at opleve Amazonas. Men hvad, vi ikke vidste, var, at bussen for det første var ældgammel og slidt og dernæst ville køre på den berygtede dødsrute. En smal og snoet grusvej, der slanger sig langs bjergsiderne. En rute flere turister besøger og beundrer på ryggen af en mountainbike. Det eneste køretøj, der efter min mening er forsvarligt at tage på dødsruten. Og nu skal jeg efter bedste evne forklare hvorfor.

Da Lisa og jeg glade og uvidende om den kommende tur trådte ind i den fyldte bus, opdagede vi til vores undren, at vi var de eneste turister, der havde valgt at tage bussen nordpå. Det, syntes vi, var yderst mærkeligt, da Rurrenabaque og Amazonas er et velbesøgt sted. Desuden rejser mange backpackere på et sparsomligt budget og benytter sig derfor gerne af de billigste rejsemetoder, og idet busturen kun kostede 60 danske kroner per person, havde vi forventet at få følgeskab af flere backpackere. Men alvoren over busturens sikkerhed begyndte så småt at pible frem, da en lokal så os og klukkede over, at vi havde valgt netop denne rute. Og det hjalp ikke lige frem på nervøsiteten, da vi efter 10 minutters kørsel blev vidende til en totalsmadret lastbil, der fra vejen var faldet flere meter ned af skrænten.

Vi kørte en time eller to på asfalt, og selvom vi var tæt på kanten, følte vi os egentlig ikke som sådan utrygge. Men asfalt blev til grus, og den tosporede vej snævrede sig ind til et spor. Nu begyndte hjertet at banke hurtigere, og mine hænder knugede sig hårdere og hårdere fast til sædet foran mig. Flere gange skulle vi passere modkørende personbiler og lastbiler, hvilket betød, at vi måtte bakke ud til kanten af vejen for gøre plads. På et tidspunkt var vi så tæt på skrænten, at den lokale, der tidligere havde klukket af os, tog et billede og viste det imponeret og storsmilende til os, der sad i den modsatte side. Det hjalp bestemt ikke på uroen.

Flere steder i grusvejen var der desuden huller, der fik bussen til at vakle. Og et af hullerne var endda så stort, at bussen endte med at stå på skrå, mens den stadig vaklende kørte over hullet. Dét fik damen ved siden af mig til i et skrig at hoppe ned på gulvet, hvor hun bad en bøn. Trods min egen skræk forsøgte jeg at berolige hende, selvom jeg ærligt talt var i tvivl, om vi ville komme helskindet igennem dødsruten.

Generelt var der meget forskellige reaktioner på busturen. Der var os, der panikkede, der var dem, som grinede og tog billeder, og så var der personer, der knap ænsede turen, fordi de spillede sudoku, guffede kylling eller tog en lur.

Efter seks timer i helvede stoppede bussen i en lille bjerglandsby, så passagererne kunne spise aftensmad ved de små gadekøkkener ud til vejen. Mens de lokale guffede flere grillede kyllingespyd i sig, prøvede Lisa og jeg at berolige og opmuntre hinanden. Men uden det store held. Efter en halv times pause fortsatte gyset – og nu i mørke. Mens de øvrige passagerer en efter en faldt i søvn, sad Lisa og jeg lysvågen og fulgte med i buschaufførens kørsel. De næste syv timer sneglede sig afsted.

Klokken 02 kørte bussen mirakuløst og til Lisas og min store lettelse ind på en busstation, der viste sig at være Rurrenabaques. Jeg havde nær kysset jorden af glæde. Det var de længste og værste 14 timer af mit liv, og i dag, snart to måneder efter, sidder oplevelsen stadig så meget i mig, at jeg bliver et helt nervevrag, når jeg på ellers sikre veje skal køre med bus.

Skulle du af en eller anden grund have misset pointen med dette ellers lange og detaljerede skriv om dødsruten, vil jeg som en ekstraordinær service understrege den en sidste gang: Kør aldrig, som i ALDRIG, med bus på dødsruten i Bolivia. Ej heller hvis du er en dumdristig vågehals eller nærig backpacker. Det er simpelthen ikke det værd.

Et ambivalent møde med Amazonas
Rurrenabaque er en hyggelig, lille landsby, der vrimler med turister og travel agencies. Det er nemlig her, det eftersigende er det billigste sted i Sydamerika at besøge Amazonas. Og så kan man tilmed gøre det fra land og vand. Men eftersom Lisa er skrækslagen for edderkopper, og jungleturen ville introducere os for diverse kryb og insekter, valgte vi bådturen på pampasfloden, der flyder ud i Amazonasfloden. Desuden passede det mig helt fint med et par afslappende dage i en båd, hvorfra vi kunne tage billeder og nyde den eksotiske flora og fauna.

Og dyr var der masser af… Vi så adskillige fuglearter, aber, skildpadder, krokodiller (ja faktisk havde vores lodge en krokodille som kæledyr. Pedro hed han). Derudover svømmede vi med lyserøde delfiner og fiskede efter piratfisk (desværre uden fangst).

            

Vores lodge var på pæle bygget midt på floden, så selv om aftenen fik vi fornøjelsen af dyrelivet. Dog den mindre spændende af slagsen. På grund af den høje fugtighed var vores lodge et paradis for myg, og efter tre dages bådtur var vores ben og baller trods store mængder af myggespray tildækket af myggestik, der hver et sekund skreg efter at blive kløet. Så vi var nogle lettede turister, der på tredjedagen kunne forlade Amazonas.

Mættet af vild natur var vi nu klar til at forlade junglen til fordel for lidt byliv i Copacabana ved Titicaca Lake. Og denne gang betalte vi glædeligt 500 kr til det bolivianske og yderst velfungerende flyselskab Amazonas for at fragte os fra Rurrenabaque til La Paz. Efter sølle 30 minutter og en halv kop kaffe var vi atter i La Paz. Tænkt at vi for bare 500 kr kunne have sparret os for 14 timer i helvede…

Et velsignet ophold ved Titicaca Lake
Et par timer i bus fra La Paz ligger Copacabana. En lille turistet by med et hav af souvenirs og restauranter. Fra Copacabana kan man nyde synet af Sydamerikas største sø Titicaca, der desuden er en af jordklodens højst beliggende søer (med 3812 meter over havoverfladen). Er synet af søen ikke nok, kan man også sejle til en af søens 41 øer, hvoraf de mest kendte er Isla del Luna og Isla del Sol.

Vi var tilfældigvis og ironisk nok i Copacabana under en festival, hvor bolivianerne fra nær og fjern velsigner deres biler og tilbeder moder jord for at beskytte dem mod de mange trafikuheld, der ellers forekommer i Bolivia. Nærmest terapeutisk efter dødsruten observerede vi, hvordan de lokale dekorerede deres biler med blomster og hatte og afslutningsvist forevigede velsignelsen med et familieportræt.

Vores afslappende ophold ved Titicaca var tiltrængt. Det var den perfekt måde at tage afsked med Bolivia, der på den ene side med sine frygtelige busser, grusveje og myg har været ekstrem udfordrende og på den anden side med sine smukke naturomgivelser og traditioneltklædte mennesker har fået en særlig plads i mit hjerte. Det var derfor med ambivalente følelser, at vi efter et par dage i Copacabana krydsede grænsen til Peru.

Men heldigvis venter flere spændende oplevelser. Først et visit i Puno for at se Titicaca Lake fra den peruanske side.

Vil du se flere billeder fra min tur? Så følg med på Instagram.

Hvorfor frivilligt arbejde?

På mine rejser kan jeg godt lide at se så meget som overhovedet muligt, og derfor bliver mine ture ofte lidt forhastet. Af samme grund fandt jeg det udfordrende men tiltrængt at tage to uger i et noget roligere tempo og lade mig fordybe i det lokale miljø. Og til det er frivilligt arbejde perfekt. Her kan man for et par timers dagligt arbejde bo billigt eller sågar gratis, og man får tilmed mulighed for at afprøve og udføre opgaver, man aldrig før er blevet stillet overfor. I Sydamerika er der mange muligheder for frivilligt arbejde. Jeg har blandt andet mødt rejsende, der har samlet kaffebønner, plukket frugter, undervist børn i engelsk og passet truede dyr.

På trods af at jeg har en far, der går vældig meget op i havearbejde, har jeg aldrig selv haft lyst til at praktisere de grønne fingre. Jeg har kun været interesseret i gevinsten af det hårde arbejde; de smukke blomster på bordet og de friske grøntsager på tallerkenen. Og derfor så jeg det som en passende udfordring at blive frivillig på en argentinsk farm, der blandt andet selv dyrker og tilbereder deres grøntsager.

Aldea Luna

Kører man et par timer fra den nordargentinske by San Salvador de Jujuy op i de nærliggende bjerge, finder man på en af bjergsiderne Aldea Luna. Og for dem der som jeg ikke føler sig helt hjemme i de spanske gloser, betyder det månelandsby.

Aldea Luna er en lille farm med en kæmpe baghave på 963 hektarer. For 12 år siden blev grunden købt og farmen bygget af parret Elisabeth (fra Uruguay) og Martin (fra Buenos Aires), der sammen har sønnen Matias (20 år) og datteren Anna (4 år). Uden de store erfaringer med landbrug men med en stærk passion for at passe på miljøet valgte Elisabeth og Martin at hive rødderne op og omplante familien langt fra byliv, stress og jag. Og i dag er farmen et populært sted for besøgende og frivillige fra hele verden, der enten deler samme kærlighed for moder jord eller ser deres snit til at bytte hverdagens trummerum ud med det simple liv.

For det er et simplere liv hos Aldea Luna. Eksempelvis skal der pumpes vand op fra floden, hvilket betyder, at tilgangen til vand er begrænset. Bad kan derfor kun nydes to gange i ugen, og der skal vel og mærke fyres op for brændeovnen, hvis de skal være varme. Har man brug for at blive vasket oftere, kan man gøre det i floden, hvor man desuden vasker tøjet.

Strøm er også en begrænset energikilde, og derfor har man som besøgende eller frivillig heller ikke adgang til stikkonktakter. Så er det en nødvendighed at bruge strømafhængige remedier, bør man erhverve sig en mobil solcelle. Og ellers må man nyde stilheden ud fjernsyn, musikafspiller, telefon og internet.

Vejen til byen er desuden lang og kompliceret, og bussen går kun én gang i døgnet. Derfor kan man ikke bare sætte et par timer af til et bybesøg men en hel weekend. Men det kan nu også være meget sundt for en stund at affinde sig med mere isoleret og simpel hverdag.

De frivillige

Foruden de besøgende, der betaler fuld pris for et ophold, er der to typer frivillige hos Aldea Luna; fuldtids- og deltidsfrivillige. Fuldtidsfrivillige arbejder otte timer om dagen for kost og logi, mens deltidsfrivillige kun arbejder fire timer og derfor må betale lidt for opholdet. Fuldtidsfrivillige er som minimum en måneds tid hos Aldea Luna, og faktisk holder mange så meget af stedet, at de gerne bliver flere, hvis ikke et helt år – et engelsk par blev så glade for det simple liv i bjergene, at de sågar blev boende i to og et halvt år.

Selvom jeg har valgt at komme ned i gear, ville en måned alligevel blive for meget for mig, og derfor betaler jeg gerne for at blive deltidsfrivillig.

En typisk arbejdsdag hos Aldea Luna

Omkring kl. 07 står de fuldtidsfrivillige op og påbegynder forberedelserne til morgenmaden, mens vi andre deltidsfrivillige får lov til at blive liggende i sengen til kl. 08.30, hvor morgenmaden bliver serveret.

Efter morgenmaden får vi alle tildelt opgaver ind til frokosttid. Det kan blandt andet være at plante træer, gøre jorden klar til at dyrke grøntsager, rent faktisk dyrke grøntsagerne, sylte og rydde de mange stier omkring farmen med en machete.

Vi syltede blandt andet mandariner, agurker og tuna, som er en lilla frugt, der vokser på kaktusserne.

Særligt sidstnævnte var lige mig. Så snart jeg fik kniven, der var halvt så stor som jeg selv, i hånden og besked på at gå amok i grene og ukrudt, der slyngede sig ind over stierne, kunne jeg mærke, hvordan min indre kriger tog over. Og jeg stoppede først halshugningen af de stakkels planter, da der var utallige vabler på mine små hænder. Så havearbejdet var en god afveksling. Det var helt meditatorisk at sidde med hænderne dybt begravet i den varme jord og lue ud i grøntsagerne. Og når det en gang i mellem blev lidt ensformigt kunne jeg bare kigge op og beundre de mange bjerge, der i alle blålige nuancer tårnede sig op mellem hinanden. Den ene højere og bredere end den anden.

Frokosten bliver serveret ved 13tiden. Og lige som aftensmaden består den af de lækreste, vegetariske retter. Retter, der fik mig til at glemme alt om, hvorfor det overhovedet er en nødvendighed med kød.

Efter frokosten er der fri leg, eller siesta om man vil, og man kan her udnytte de naturskønne omgivelser til at gå en tur, vaske tøj i floden, læse en bog, tage en lur i hængekøjen eller kæle lidt med en af farmens mange hunde eller katte. Kan man alligevel ikke slippe civilisationen helt, kan man også vandre en lille times tid op ad bjerget for at være heldig at fange lidt signal med telefonen. En bedrift jeg ikke kan fraskrive mig, at jeg gjorde et par gange. Særligt fordi jeg fik følgeskab af søde, engelske Abby (som er pladseret i midten af billedet nedenfor), der i en alder af 29 år uafbrudt har rejst mere end fem år… Og hun har ingen planer om at bosætte sig i England igen. Verden blevet hendes hjem, og backpacking er blevet hendes liv.

Kl. 17 begynder løjerne igen. Eller i hvertfald for de fuldtidsfrivillige… Og mig. For hos Aldea Luna tilbyder Elisabeth, der er tidligere skolelærer, spanskkursus, hvilket jeg med mit fattige kendskab til det eksotiske sprog, så mig nødsaget til at tilkøbe. Selvfølgelig er en uges tid med to timers privatundervisning dagligt ikke meget for en nybegynder som jeg. Men mit beskedne succeskriterie var, at jeg efterfølgende skulle kunne bestille en empanadas, da det tidligere havde forvoldt mig store problemer. Og heldigvis lykkedes det mig at lære: “Quiero comprar una empanada con queso, por favor” for ikke at tale om de øvrige brugbare fraser som at spørge efter toilettet, vejen til hostellet, og hvad det koster.

Aftensmaden står på bordet omkring kl. 20.30. Og efter fælles oprydning og opvask bruges resten af aftenen typisk på snak og kortspil, indtil vi alle går i seng mellem 22-24.

Weekendfornøjelser

Både fuldtids- og deltidsfrivillige har weekend. Dog skal de fuldtidsfrivillige arbejde lørdag formiddag, inden de også kan læne sig uforstyrret tilbage i hængekøjen.

Foruden afslapning kan weekenderne bruges til at vandre en længere rute i nærområdet eller til at tage på tur ud af huset med Martin som chauffør. Den første weekend tog jeg og to frivillige med Martin på en endagstur til byerne Purmamarca og Tilcara for at nyde synet af endnu flere bjerge men i helt andet og noget mere goldt terræn (se billeder nedenfor). Vi så heriblandt det velkendte seven colour mountain.

The seven colour mountain

Den næste og sidste weekend for mit vedkommende samlede vi en større gruppe af frivillige og hikkede en halv dag langs floden. Her så vi blandt andet døde træer (som kan ses i baggrunden af nedenstående billede) og en ganske levende tarantel.

Søndag den 25. marts (jep, det er ved at være noget tid siden…) tog jeg afsked med Aldea Luna-familien og en bunke nye venner. Et fantastisk ophold, der har givet mig ro i sindet og mod på mere havearbejde og madlavning (og det kommer fra en, der ellers elsker det københavnske storbyliv og foretrækker en durum fra den lokale på Nørrebro eller en færdiglavet salat fra Fakta).

Jeg er nu parat til at genoptage min rejse rundt i Sydamerika. Fra Argentina vil jeg krydse Andesbjergene og Chiles grænse for at komme til San Pedro de Atacama. En destination, der med garanti byder på endnu flere uforglemmelige oplevelser og skønne mennesker.

Akavede kindkys fra Argentina (for det er den måde man åbenbart og til min store overraskelse hilser og siger farvel i Argentina).

Husk at følg med på Instagram. Her lægger jeg løbende billeder og stories op fra min tur.

---

I Sydamerika kører man i bus (i mange mange timer)

En distance hjemme er langt fra det samme som en distance ude. En tur fra København til min hjemby Svendborg på sølle tre timer føles lang og uoverskuelig, og jeg skal gerne sætte en hel weekend af, før jeg mener, at turen betaler sig. Men i Sydamerika er det noget helt andet. Her ryster folk vantro på hovedet, hvis jeg siger, at tre timer med bus er langt. Til mit forsvar er busserne, hvis man vel og mærke betaler for kvaliteten, af en helt anden standard end sortbillet-busserne hjemme. I Sydamerika får du et sæde, der kan slås ud som en seng, og en pude og et tæppe. I armlænet finder du et klap-ud-bord, hvorpå stewardessen serverer eftermiddagskaffe/the og kiks, (uspiselig) aftensmad klokken 21 og morgenmad bestående af kaffe/the og flere kiks. I bussens midtergang finder du to skærme, hvor børn såvel som voksne kan underholdes af en plat alienfilm eller blodig actionfilm. Og så skal jeg hilse at sige, at airconditionen virker, så man får lettere forkølelse med i købet.

En træt men imponeret backpacker

Efter 20 lange timer var det trods bussens komfort en meget træt backpacker, der torsdag formiddag ankom til byen Puerto Iguazu. Og fordi jeg har utrolig svært ved at vælge fra og gerne vil se så meget som muligt på min tre måneders rejse, havde jeg ikke tid til hvile. På hostellet mødte jeg to engelske piger, der lige som jeg selv var på vej til Argentinas største turistattraktion, og jeg fik lov til at gøre dem følgeskab.

Iguazu Waterfalls er storslående… og fantastiske! Og af samme grund bliver de gigantiske vandmasser på daglig basis betaget og fotograferet af tusindsvis af turister, der på de mange gangbroer trasker side om side med vandfaldene. Fra tid til anden vender vinden, og turisterne kan nyde godt af et friskt og vådt vindpust. Over vandfaldene strækker der sig en klar og smuk regnbue, der frister én til at tro, at det netop er i disse omgivelser skatten for enden af regnbuen kan findes.

Har man som besøgende brug for en pause fra de overdådige vandfald (umuligt og så alligevel), kan man betragte det nærgående dyreliv. Utallige, farverige og øjensynligt tamme sommerfugle sværmer konstant om én. Flere gange oplevede jeg at have en sommerfugl siddende i håret, på skulderen og sågar på kameraet. Og har man som jeg medbragt empanadas til frokost, skal man være på vagt. Der render nemlig flokke af næsebjørne rundt, klar til at sætte deres lange, skarpe kløer i turisternes medbragte godter. Derudover kan man med større afstand opleve alligatorer, slanger, diverse fugle og meget mere i Iguazu National Park.

   

Jeg havde den bedste dag i herligt selskab, i fantastisk solskinsvejr og med en imponerende udsigt. Og efter en god nats søvn i en hostelseng var jeg klar til endnu en lang bustur.

Weekendstemning i Salta

Det tog mig sammenlangt 25 timer at komme fra Puerto Iguazu til Salta. En hyggelig, lille by, der er omgivet af smukke bjerge. Her nød jeg lørdag og søndag i selskab med de weekendglade lokale. Argentinerne ved om nogen, hvordan man holder weeekenden hellig. Alle er glade, afslappet og iført de fineste klæder.

Jeg nød byen dels fra en bjergtop, dels fra et cafébord og dels fra en bænk i den centrale park. Alt i alt en weekend, hvor jeg kom ned i gear og gjorde mig mentalt klar til 14 dages frivilligt arbejde på farmen Aldea Luna i Jujuy. Men det skriver jeg meget mere om i næste indlæg.

Nåede du ikke at læse om Buenos Aires? Don’t worry, det kan nås endnu.

En hård opstart

Selvom jeg efterhånden er en erfaren rejsende, synes jeg ikke, det er blevet nemmere at sige farvel og vi ses om en måned eller tre. Og denne gang var ingen undtagelse. Men erfaring har lært mig, at det er afskeden, der er den hårdeste. Så snart man er afsted, bliver man bombarderet med så mange spændende indtryk og informationer, man skal forholde sig til, at man hurtigt glemmer afsavnet. Og ganske rigtigt; allerede efter Security Check blev mine tanker afledt af de store flyforsinkelser, snevejret havde forvoldt. Typisk at årets første og eneste sne skal falde netop på min afrejsedag. Mit fly til Paris var halvanden time forsinket, hvilket resulterede i, at jeg derfra missede flyet til Bounes Aires. Heldigvis arangerende flyselskabet hurtigt og uden økonomiske omkostninger en flybillet til dagen efter, hotelovernatning, madpakke, toiletsager og madbilletter til lufthavnen.

Velkommen til Buenos Aires

Med en dags forsinkelse landede jeg endelig til Argentinas hovedstad, og med halvanden times bustur fra lufthavnen ankom jeg til mit hostel. Milhouse Hostel er et populært sted for unge backpackers. Her er der mulighed for at tage på diverse guidede ture om dagen og deltage i festligheder om aftenen. Perfekt til en førstgangsalenerejsende som mig. På mit værelse mødte jeg franske Pauline, der også rejste alene, og uden videre introduktion tog vi hinanden under armen for at udforske Buenos Aires sammen. For sådan er det, når man rejser som backpacker – og særligt når man rejser alene; vi er alle interesseret i og mere eller mindre afhængige af at socialisere os. Men det vil jeg komme tilbage til en anden gang. Det var nemlig særligt heldigt for mig, at jeg mødte Pauline, da hun snildt kunne begå sig på spansk. I Argentina tales der spansk og til min overraskelse meget, MEGET begrænset engelsk. I gymnasiet valgte jeg at forbedre mine tyske sprogkunstskaber fra folkeskolen og har derfor ingen spanske gloser at hive ud af ærmet. Men med et par fægtninger med armene og et smil på læben kommer man langt. Desuden oplevede jeg, at argentinere med et større engelsk ordforråd eller turister, der havde forberedt sig bedre på deres spanske færdigheder end mig, ofte kom mig til undsætning med lidt gratis tolkearbejde.

Hvad laver de lokale om søndagen?

Min første dag i Buenos Aires var en søndag. En dag, hvor gaderne åbenbart er ryddet for argentinere. Kun et par forvirrede turister og håbefulde tikkere var at finde i gadebilledet. Derfor blev dagens første gøremål at finde en bank og hæve en håndfuld argentinske pesos. Og hvorfor denne ligegyldige information? Jo, for det er øjensynligt ikke kun de lokale, der holder søndagsfri. Det er nærmest umuligt at finde en velfungerende ATM om søndagen. Og hvis dette ikke skyldes argentinernes hviledag, er det højst sandsynligt fordi, at der ved hver ATM gennem hele ugen står en lang række tålmodige mennesker og venter på at få pengepungen fyldt op med sedler. For selvom du mange steder kan bruge creditcard, er det langt fra alle, der tager imod det. Og det ville da være en skam at gå glip af en tiltrængt kop kaffe eller en uundværlig souvenir.

Efter en times vandring fandt Pauline og jeg endelig en ATM, der trods ugedagen ville unde os lidt lokale sedler, og vi kunne nu påbegynde dagens andet gøremål; at få stillet vores sult. Argentina er kendt for en lille snack kaldet empanadas. Den består grundlæggende af hvidt brød fyldt med enten kylling, oksekød, ost og skinke eller løg og spinat, hvis man foretrækker den vegetariske version. Fyldet afgør formen på brødet, så man smart nok kan kende forskel.

Med penge på lommen og mad i maven gik vi nu efter dagens sidste gøremål, som var at finde de lokale. Vi krydsede kanalen, der som i mange andre storbyer er omgivet af caféer, og kom ned til en stor park ved navn Reserva Ecologia Costanera Sur. Fra parken har man udsyn til Atlanterhavet, og på en klar dag kan man ane Uruguay på den anden side af bugten (det giver mening, hvis man kigger på et kort). Her i parken fandt vi argentinerne. Henslænget på tæpper og med deres elskede Mate the i hånden nød de solens varme fra skyggesiden. Et trick jeg nok burde havde benyttet mig af, da jeg senere og til min store ærgrelse opdagede, at min blege vinterkrop ikke helt kunne klare det massive vejrskift. Røde skuldre på førstedagen, typisk.

  

En farverig og festlig mandag

Mandag havde jeg via hostellet booket en guidet gruppetur til La Boca. En anden god måde at møde andre rejsende på. Her faldt jeg blandt andre i snak med en festlig australier, en storsmilende portugiser og et venligt, dansk par.

La Boca er Buenos Aires sydligste bydel, og det er som om, at det er her, byen gemmer alle sine farver. I alle regnbuens nuancer er der malet på fliser, bygninger og sågar planter. Bestemt et besøg værd. Og ledsages man som jeg tilmed af en guide med historiske og kulturelle anekdoter på tungen, får man en unik og autentisk oplevelse af bydelen. En oplevelse Lonely Planet langt fra evner at give. Turens højdepunkt var den indlagte frokostpause, hvor vi blev henvist til en lokal restaurant, der laver La Bocas bedste barbecue. Glem alt om grøntsager, her får man serveret en stor, krydret pølse eller en saftig steak indpakket i baguette, hvis eneste funktion er at reducere svineriet fra kødet. Foruden empanadas er steak Argentinas specialitet. Turen sluttede af med en rundvisning på det nærliggende fodboldstation La Bombonera. Men da fodbold ikke har min store interesse, vil jeg undlade at gå i detaljer men nøjes med at nævne, at argentinerne er meget dedikerede og trofaste fodboldfans.

  

  

Tilbage på hostellet havde engelske Gloria tjekket ind på værelset, og hun gjorde os følgeskab på endnu en byvandring gennem Buenos Aires’ gader, der nu modsat søndag var fuld af liv. Jeg må indrømme, at Buenos Aires er noget for sig. Det er kontrasternes by. På de flersporede, tætpakkede veje kører utallige busser med retro neonskilte, taxier, slidte og dyre biler side om side. På de hullede fortov med skrald og snavs i hver en afkrog spankulerer businessfolk forbi de hjemløse, der i forfaldende klæder ligger på aflagte, beskidte madrasser. Og hvor der på gaderne spildes, bliver der i parkerne handlet. Her ser man nemlig fem eller flere gartnere stå om samme bed, og der er ikke ét henkastet stykke ispapir at opstøve.

  

Efter et par timer med sightseeing var det tid til mandagsfest. Det er hostellivets fordel såvel som ulempe; der er altid nogle, der er klar på fest. Og i dag udsprang den sig af en beer pong turnering, et (tilsyneladende) internationalt drukspil. Men hva’ fa’en, man skulle jo alligevel smage den argentinske øl Quilmes før eller siden.

Tirsdagstømmermænd

Lige så sjov en fest kan være, lige så ondt kan den gøre dagen efter. Og gårsdagens fest gjorde ondt tirsdag. Den argentinske øl fik sat sine spor og tømmermændene resulterede i, at jeg missede en guidede tur til Cementerio de la Recoleta. En kirkegård, der efter sigende skulle være værd at stå op for. Selvfølgelig er det ikke verdens undergang at gå glip af en kirkegård, dem kommer der nok flere af. Men min ærgrelse vidner alligevel om et nævneværdigt dilemma, man som backpacker ofte står over for. Backerpackerlivet er nemlig en hårfin balance mellem at møde så mange mennesker som muligt og se så meget som muligt. Og nogle gange må man (frivilligt såvel som ufrivilligt) prioritere mellem disse to ønsker.

Jeg kom dog ud af sengen ved middagstid, og Pauline, Gloria og jeg fandt os vej til Palermo.
En anden fin bydel i Buenos Aires. Her traskede vi rundt i en smuk park med en sø og blomsterhave, der var en sand fryd for det ellers ramte hovede.

    

Om aftenen var de fleste tømmermænd dampet af, og jeg stod på hostellet sammen med en bunke spændte unge klar til at prøve kræfter med den argentinske folkedans, tango. Lettere generte over at få en fremmed i hænderne travede vi alle igennem tangoens intime grundtrin, hvor kvinden undervejs med det ene og det andet ben skulle gnubbe sig sexet op ad herrens ben. Vores anstrengelser blev efterfølgende belønnet med endnu en fest. Denne gang tog jeg mig dog til takke med en alkoholfri aften og god nats søvn, hvilket nok var meget fornuftigt taget morgendagens bustur i betragtning.

Onsdag blev min sidste dag i Buenes Aires. En by, der med sin kaotiske stemning, skønne seværdigheder og imødekommende mennesker tog godt imod mig. Nu venter 20 lange timer i bus til Iguazu, hvor jeg kan se frem til et af verdens største vandfald.

 

Backpacker er ikke en beskyttet titel. I princippet kan alle pakke rygsækken og tage afsted. Men ikke alle gør det, og det er for mig uforståeligt. Backpacking er en fri og unik måde at se verden på; med budgetvenlig kost og logi har man mulighed for at se mange fantastiske steder på kort tid – eller man kan pakke tasken ud for en stund og fordybe sig i et område. Kort fortalt er det kun budget og fantasi, der sætter grænser for en backpackers rejse.

Hvem er jeg – og hvad pokker ved jeg egentlig om det der backpacking?

Jeg er nummer tre af en søskendeflok på fire. Og lige som mange andre unge har vi alle fire taget et såkaldt sabbatår efter gymnasiet for at kunne udforske verden med en taske på ryggen.

Jeg fulgte i mine storesøstres fodspor og rejste i 2013 med en veninde til Australien, New Zealand og Asien. Efter et halvt års tid med fantastiske oplevelser tog min veninde som planlagt hjem, mens jeg forlængede rejsen med yderligere to måneder i Nepal, hvor jeg arbejdede frivilligt på et børnehjem.

På min otte måneder lange backpackerrejse blev jeg ramt af en berygtet og uhelbredelig sygdom; rejsefeberen. For det er sandt, hvad de siger. Man stilles ikke tilfreds med kun én tur som backpacker. Mere vil have mere, og allerede inden du kommer hjem, har du den næste rejse i tankerne. Sådan har jeg i hvertfald haft det. Og derfor er det sidenhen blevet til fem uger i Afrika og en måned i Østeuropa. Men jeg er langt fra færdig.

 

Følg mig på min rejse gennem Sydamerika
Nu går turen til Sydamerika, hvor jeg i tre måneder og på egen hånd vil rejse rundt i otte forskellige lande. Og du kan komme med. Jeg har nemlig i sinde at dele mine rejseoplevelser – og forhåbentlig vil det inspirere og lede til egne rejseoplevelser.

God fornøjelse.

Du kan også følge mig på Instagram, hvor jeg jævnligt lægger stories op fra min tur.