Hvorfor frivilligt arbejde?

På mine rejser kan jeg godt lide at se så meget som overhovedet muligt, og derfor bliver mine ture ofte lidt forhastet. Af samme grund fandt jeg det udfordrende men tiltrængt at tage to uger i et noget roligere tempo og lade mig fordybe i det lokale miljø. Og til det er frivilligt arbejde perfekt. Her kan man for et par timers dagligt arbejde bo billigt eller sågar gratis, og man får tilmed mulighed for at afprøve og udføre opgaver, man aldrig før er blevet stillet overfor. I Sydamerika er der mange muligheder for frivilligt arbejde. Jeg har blandt andet mødt rejsende, der har samlet kaffebønner, plukket frugter, undervist børn i engelsk og passet truede dyr.

På trods af at jeg har en far, der går vældig meget op i havearbejde, har jeg aldrig selv haft lyst til at praktisere de grønne fingre. Jeg har kun været interesseret i gevinsten af det hårde arbejde; de smukke blomster på bordet og de friske grøntsager på tallerkenen. Og derfor så jeg det som en passende udfordring at blive frivillig på en argentinsk farm, der blandt andet selv dyrker og tilbereder deres grøntsager.

Aldea Luna

Kører man et par timer fra den nordargentinske by San Salvador de Jujuy op i de nærliggende bjerge, finder man på en af bjergsiderne Aldea Luna. Og for dem der som jeg ikke føler sig helt hjemme i de spanske gloser, betyder det månelandsby.

5cc37784-6506-4bec-a7ac-aa8f5860824b

Aldea Luna er en lille farm med en kæmpe baghave på 963 hektarer. For 12 år siden blev grunden købt og farmen bygget af parret Elisabeth (fra Uruguay) og Martin (fra Buenos Aires), der sammen har sønnen Matias (20 år) og datteren Anna (4 år). Uden de store erfaringer med landbrug men med en stærk passion for at passe på miljøet valgte Elisabeth og Martin at hive rødderne op og omplante familien langt fra byliv, stress og jag. Og i dag er farmen et populært sted for besøgende og frivillige fra hele verden, der enten deler samme kærlighed for moder jord eller ser deres snit til at bytte hverdagens trummerum ud med det simple liv.

dsc06745

For det er et simplere liv hos Aldea Luna. Eksempelvis skal der pumpes vand op fra floden, hvilket betyder, at tilgangen til vand er begrænset. Bad kan derfor kun nydes to gange i ugen, og der skal vel og mærke fyres op for brændeovnen, hvis de skal være varme. Har man brug for at blive vasket oftere, kan man gøre det i floden, hvor man desuden vasker tøjet.

Strøm er også en begrænset energikilde, og derfor har man som besøgende eller frivillig heller ikke adgang til stikkonktakter. Så er det en nødvendighed at bruge strømafhængige remedier, bør man erhverve sig en mobil solcelle. Og ellers må man nyde stilheden ud fjernsyn, musikafspiller, telefon og internet.

Vejen til byen er desuden lang og kompliceret, og bussen går kun én gang i døgnet. Derfor kan man ikke bare sætte et par timer af til et bybesøg men en hel weekend. Men det kan nu også være meget sundt for en stund at affinde sig med mere isoleret og simpel hverdag.

De frivillige

Foruden de besøgende, der betaler fuld pris for et ophold, er der to typer frivillige hos Aldea Luna; fuldtids- og deltidsfrivillige. Fuldtidsfrivillige arbejder otte timer om dagen for kost og logi, mens deltidsfrivillige kun arbejder fire timer og derfor må betale lidt for opholdet. Fuldtidsfrivillige er som minimum en måneds tid hos Aldea Luna, og faktisk holder mange så meget af stedet, at de gerne bliver flere, hvis ikke et helt år – et engelsk par blev så glade for det simple liv i bjergene, at de sågar blev boende i to og et halvt år.

Selvom jeg har valgt at komme ned i gear, ville en måned alligevel blive for meget for mig, og derfor betaler jeg gerne for at blive deltidsfrivillig.

En typisk arbejdsdag hos Aldea Luna

Omkring kl. 07 står de fuldtidsfrivillige op og påbegynder forberedelserne til morgenmaden, mens vi andre deltidsfrivillige får lov til at blive liggende i sengen til kl. 08.30, hvor morgenmaden bliver serveret.

Efter morgenmaden får vi alle tildelt opgaver ind til frokosttid. Det kan blandt andet være at plante træer, gøre jorden klar til at dyrke grøntsager, rent faktisk dyrke grøntsagerne, sylte og rydde de mange stier omkring farmen med en machete.

85931d2f-081a-4319-89c3-243e88a8df57

Vi syltede blandt andet mandariner, agurker og tuna, som er en lilla frugt, der vokser på kaktusserne.

c2d62134-f108-4485-8671-b7d0fb7b7c48

Særligt sidstnævnte var lige mig. Så snart jeg fik kniven, der var halvt så stor som jeg selv, i hånden og besked på at gå amok i grene og ukrudt, der slyngede sig ind over stierne, kunne jeg mærke, hvordan min indre kriger tog over. Og jeg stoppede først halshugningen af de stakkels planter, da der var utallige vabler på mine små hænder. Så havearbejdet var en god afveksling. Det var helt meditatorisk at sidde med hænderne dybt begravet i den varme jord og lue ud i grøntsagerne. Og når det en gang i mellem blev lidt ensformigt kunne jeg bare kigge op og beundre de mange bjerge, der i alle blålige nuancer tårnede sig op mellem hinanden. Den ene højere og bredere end den anden.

Frokosten bliver serveret ved 13tiden. Og lige som aftensmaden består den af de lækreste, vegetariske retter. Retter, der fik mig til at glemme alt om, hvorfor det overhovedet er en nødvendighed med kød.

Efter frokosten er der fri leg, eller siesta om man vil, og man kan her udnytte de naturskønne omgivelser til at gå en tur, vaske tøj i floden, læse en bog, tage en lur i hængekøjen eller kæle lidt med en af farmens mange hunde eller katte. Kan man alligevel ikke slippe civilisationen helt, kan man også vandre en lille times tid op ad bjerget for at være heldig at fange lidt signal med telefonen. En bedrift jeg ikke kan fraskrive mig, at jeg gjorde et par gange. Særligt fordi jeg fik følgeskab af søde, engelske Abby (som er pladseret i midten af billedet nedenfor), der i en alder af 29 år uafbrudt har rejst mere end fem år… Og hun har ingen planer om at bosætte sig i England igen. Verden blevet hendes hjem, og backpacking er blevet hendes liv.

44a756e0-bdf3-4f84-a023-25956dea0d45

Kl. 17 begynder løjerne igen. Eller i hvertfald for de fuldtidsfrivillige… Og mig. For hos Aldea Luna tilbyder Elisabeth, der er tidligere skolelærer, spanskkursus, hvilket jeg med mit fattige kendskab til det eksotiske sprog, så mig nødsaget til at tilkøbe. Selvfølgelig er en uges tid med to timers privatundervisning dagligt ikke meget for en nybegynder som jeg. Men mit beskedne succeskriterie var, at jeg efterfølgende skulle kunne bestille en empanadas, da det tidligere havde forvoldt mig store problemer. Og heldigvis lykkedes det mig at lære: “Quiero comprar una empanada con queso, por favor” for ikke at tale om de øvrige brugbare fraser som at spørge efter toilettet, vejen til hostellet, og hvad det koster.

Aftensmaden står på bordet omkring kl. 20.30. Og efter fælles oprydning og opvask bruges resten af aftenen typisk på snak og kortspil, indtil vi alle går i seng mellem 22-24.

Weekendfornøjelser

Både fuldtids- og deltidsfrivillige har weekend. Dog skal de fuldtidsfrivillige arbejde lørdag formiddag, inden de også kan læne sig uforstyrret tilbage i hængekøjen.

Foruden afslapning kan weekenderne bruges til at vandre en længere rute i nærområdet eller til at tage på tur ud af huset med Martin som chauffør. Den første weekend tog jeg og to frivillige med Martin på en endagstur til byerne Purmamarca og Tilcara for at nyde synet af endnu flere bjerge men i helt andet og noget mere goldt terræn (se billeder nedenfor). Vi så heriblandt det velkendte seven colour mountain.

dsc06652

dsc06682

dsc06670

The seven colour mountain

dsc06684

dsc06732

Den næste og sidste weekend for mit vedkommende samlede vi en større gruppe af frivillige og hikkede en halv dag langs floden. Her så vi blandt andet døde træer (som kan ses i baggrunden af nedenstående billede) og en ganske levende tarantel.

884b6089-ed6e-42ed-a18c-9008d0dc23a6

7e207028-1266-4e14-9522-9600ccd5355e

Søndag den 25. marts (jep, det er ved at være noget tid siden…) tog jeg afsked med Aldea Luna-familien og en bunke nye venner. Et fantastisk ophold, der har givet mig ro i sindet og mod på mere havearbejde og madlavning (og det kommer fra en, der ellers elsker det københavnske storbyliv og foretrækker en durum fra den lokale på Nørrebro eller en færdiglavet salat fra Fakta).

Jeg er nu parat til at genoptage min rejse rundt i Sydamerika. Fra Argentina vil jeg krydse Andesbjergene og Chiles grænse for at komme til San Pedro de Atacama. En destination, der med garanti byder på endnu flere uforglemmelige oplevelser og skønne mennesker.

Akavede kindkys fra Argentina (for det er den måde man åbenbart og til min store overraskelse hilser og siger farvel i Argentina).

Husk at følg med på Instagram. Her lægger jeg løbende billeder og stories op fra min tur.