En distance hjemme er langt fra det samme som en distance ude. En tur fra København til min hjemby Svendborg på sølle tre timer føles lang og uoverskuelig, og jeg skal gerne sætte en hel weekend af, før jeg mener, at turen betaler sig. Men i Sydamerika er det noget helt andet. Her ryster folk vantro på hovedet, hvis jeg siger, at tre timer med bus er langt. Til mit forsvar er busserne, hvis man vel og mærke betaler for kvaliteten, af en helt anden standard end sortbillet-busserne hjemme. I Sydamerika får du et sæde, der kan slås ud som en seng, og en pude og et tæppe. I armlænet finder du et klap-ud-bord, hvorpå stewardessen serverer eftermiddagskaffe/the og kiks, (uspiselig) aftensmad klokken 21 og morgenmad bestående af kaffe/the og flere kiks. I bussens midtergang finder du to skærme, hvor børn såvel som voksne kan underholdes af en plat alienfilm eller blodig actionfilm. Og så skal jeg hilse at sige, at airconditionen virker, så man får lettere forkølelse med i købet.
En træt men imponeret backpacker
Efter 20 lange timer var det trods bussens komfort en meget træt backpacker, der torsdag formiddag ankom til byen Puerto Iguazu. Og fordi jeg har utrolig svært ved at vælge fra og gerne vil se så meget som muligt på min tre måneders rejse, havde jeg ikke tid til hvile. På hostellet mødte jeg to engelske piger, der lige som jeg selv var på vej til Argentinas største turistattraktion, og jeg fik lov til at gøre dem følgeskab.
Iguazu Waterfalls er storslående… og fantastiske! Og af samme grund bliver de gigantiske vandmasser på daglig basis betaget og fotograferet af tusindsvis af turister, der på de mange gangbroer trasker side om side med vandfaldene. Fra tid til anden vender vinden, og turisterne kan nyde godt af et friskt og vådt vindpust. Over vandfaldene strækker der sig en klar og smuk regnbue, der frister én til at tro, at det netop er i disse omgivelser skatten for enden af regnbuen kan findes.
Har man som besøgende brug for en pause fra de overdådige vandfald (umuligt og så alligevel), kan man betragte det nærgående dyreliv. Utallige, farverige og øjensynligt tamme sommerfugle sværmer konstant om én. Flere gange oplevede jeg at have en sommerfugl siddende i håret, på skulderen og sågar på kameraet. Og har man som jeg medbragt empanadas til frokost, skal man være på vagt. Der render nemlig flokke af næsebjørne rundt, klar til at sætte deres lange, skarpe kløer i turisternes medbragte godter. Derudover kan man med større afstand opleve alligatorer, slanger, diverse fugle og meget mere i Iguazu National Park.
Jeg havde den bedste dag i herligt selskab, i fantastisk solskinsvejr og med en imponerende udsigt. Og efter en god nats søvn i en hostelseng var jeg klar til endnu en lang bustur.
Weekendstemning i Salta
Det tog mig sammenlangt 25 timer at komme fra Puerto Iguazu til Salta. En hyggelig, lille by, der er omgivet af smukke bjerge. Her nød jeg lørdag og søndag i selskab med de weekendglade lokale. Argentinerne ved om nogen, hvordan man holder weeekenden hellig. Alle er glade, afslappet og iført de fineste klæder.
Jeg nød byen dels fra en bjergtop, dels fra et cafébord og dels fra en bænk i den centrale park. Alt i alt en weekend, hvor jeg kom ned i gear og gjorde mig mentalt klar til 14 dages frivilligt arbejde på farmen Aldea Luna i Jujuy. Men det skriver jeg meget mere om i næste indlæg.
Selvom jeg efterhånden er en erfaren rejsende, synes jeg ikke, det er blevet nemmere at sige farvel og vi ses om en måned eller tre. Og denne gang var ingen undtagelse. Men erfaring har lært mig, at det er afskeden, der er den hårdeste. Så snart man er afsted, bliver man bombarderet med så mange spændende indtryk og informationer, man skal forholde sig til, at man hurtigt glemmer afsavnet. Og ganske rigtigt; allerede efter Security Check blev mine tanker afledt af de store flyforsinkelser, snevejret havde forvoldt. Typisk at årets første og eneste sne skal falde netop på min afrejsedag. Mit fly til Paris var halvanden time forsinket, hvilket resulterede i, at jeg derfra missede flyet til Bounes Aires. Heldigvis arangerende flyselskabet hurtigt og uden økonomiske omkostninger en flybillet til dagen efter, hotelovernatning, madpakke, toiletsager og madbilletter til lufthavnen.
Velkommen til Buenos Aires
Med en dags forsinkelse landede jeg endelig til Argentinas hovedstad, og med halvanden times bustur fra lufthavnen ankom jeg til mit hostel. Milhouse Hostel er et populært sted for unge backpackers. Her er der mulighed for at tage på diverse guidede ture om dagen og deltage i festligheder om aftenen. Perfekt til en førstgangsalenerejsende som mig. På mit værelse mødte jeg franske Pauline, der også rejste alene, og uden videre introduktion tog vi hinanden under armen for at udforske Buenos Aires sammen. For sådan er det, når man rejser som backpacker – og særligt når man rejser alene; vi er alle interesseret i og mere eller mindre afhængige af at socialisere os. Men det vil jeg komme tilbage til en anden gang. Det var nemlig særligt heldigt for mig, at jeg mødte Pauline, da hun snildt kunne begå sig på spansk. I Argentina tales der spansk og til min overraskelse meget, MEGET begrænset engelsk. I gymnasiet valgte jeg at forbedre mine tyske sprogkunstskaber fra folkeskolen og har derfor ingen spanske gloser at hive ud af ærmet. Men med et par fægtninger med armene og et smil på læben kommer man langt. Desuden oplevede jeg, at argentinere med et større engelsk ordforråd eller turister, der havde forberedt sig bedre på deres spanske færdigheder end mig, ofte kom mig til undsætning med lidt gratis tolkearbejde.
Hvad laver de lokale om søndagen?
Min første dag i Buenos Aires var en søndag. En dag, hvor gaderne åbenbart er ryddet for argentinere. Kun et par forvirrede turister og håbefulde tikkere var at finde i gadebilledet. Derfor blev dagens første gøremål at finde en bank og hæve en håndfuld argentinske pesos. Og hvorfor denne ligegyldige information? Jo, for det er øjensynligt ikke kun de lokale, der holder søndagsfri. Det er nærmest umuligt at finde en velfungerende ATM om søndagen. Og hvis dette ikke skyldes argentinernes hviledag, er det højst sandsynligt fordi, at der ved hver ATM gennem hele ugen står en lang række tålmodige mennesker og venter på at få pengepungen fyldt op med sedler. For selvom du mange steder kan bruge creditcard, er det langt fra alle, der tager imod det. Og det ville da være en skam at gå glip af en tiltrængt kop kaffe eller en uundværlig souvenir.
Efter en times vandring fandt Pauline og jeg endelig en ATM, der trods ugedagen ville unde os lidt lokale sedler, og vi kunne nu påbegynde dagens andet gøremål; at få stillet vores sult. Argentina er kendt for en lille snack kaldet empanadas. Den består grundlæggende af hvidt brød fyldt med enten kylling, oksekød, ost og skinke eller løg og spinat, hvis man foretrækker den vegetariske version. Fyldet afgør formen på brødet, så man smart nok kan kende forskel.
Med penge på lommen og mad i maven gik vi nu efter dagens sidste gøremål, som var at finde de lokale. Vi krydsede kanalen, der som i mange andre storbyer er omgivet af caféer, og kom ned til en stor park ved navn Reserva Ecologia Costanera Sur. Fra parken har man udsyn til Atlanterhavet, og på en klar dag kan man ane Uruguay på den anden side af bugten (det giver mening, hvis man kigger på et kort). Her i parken fandt vi argentinerne. Henslænget på tæpper og med deres elskede Mate the i hånden nød de solens varme fra skyggesiden. Et trick jeg nok burde havde benyttet mig af, da jeg senere og til min store ærgrelse opdagede, at min blege vinterkrop ikke helt kunne klare det massive vejrskift. Røde skuldre på førstedagen, typisk.
En farverig og festlig mandag
Mandag havde jeg via hostellet booket en guidet gruppetur til La Boca. En anden god måde at møde andre rejsende på. Her faldt jeg blandt andre i snak med en festlig australier, en storsmilende portugiser og et venligt, dansk par.
La Boca er Buenos Aires sydligste bydel, og det er som om, at det er her, byen gemmer alle sine farver. I alle regnbuens nuancer er der malet på fliser, bygninger og sågar planter. Bestemt et besøg værd. Og ledsages man som jeg tilmed af en guide med historiske og kulturelle anekdoter på tungen, får man en unik og autentisk oplevelse af bydelen. En oplevelse Lonely Planet langt fra evner at give. Turens højdepunkt var den indlagte frokostpause, hvor vi blev henvist til en lokal restaurant, der laver La Bocas bedste barbecue. Glem alt om grøntsager, her får man serveret en stor, krydret pølse eller en saftig steak indpakket i baguette, hvis eneste funktion er at reducere svineriet fra kødet. Foruden empanadas er steak Argentinas specialitet. Turen sluttede af med en rundvisning på det nærliggende fodboldstation La Bombonera. Men da fodbold ikke har min store interesse, vil jeg undlade at gå i detaljer men nøjes med at nævne, at argentinerne er meget dedikerede og trofaste fodboldfans.
Tilbage på hostellet havde engelske Gloria tjekket ind på værelset, og hun gjorde os følgeskab på endnu en byvandring gennem Buenos Aires’ gader, der nu modsat søndag var fuld af liv. Jeg må indrømme, at Buenos Aires er noget for sig. Det er kontrasternes by. På de flersporede, tætpakkede veje kører utallige busser med retro neonskilte, taxier, slidte og dyre biler side om side. På de hullede fortov med skrald og snavs i hver en afkrog spankulerer businessfolk forbi de hjemløse, der i forfaldende klæder ligger på aflagte, beskidte madrasser. Og hvor der på gaderne spildes, bliver der i parkerne handlet. Her ser man nemlig fem eller flere gartnere stå om samme bed, og der er ikke ét henkastet stykke ispapir at opstøve.
Efter et par timer med sightseeing var det tid til mandagsfest. Det er hostellivets fordel såvel som ulempe; der er altid nogle, der er klar på fest. Og i dag udsprang den sig af en beer pong turnering, et (tilsyneladende) internationalt drukspil. Men hva’ fa’en, man skulle jo alligevel smage den argentinske øl Quilmes før eller siden.
Tirsdagstømmermænd
Lige så sjov en fest kan være, lige så ondt kan den gøre dagen efter. Og gårsdagens fest gjorde ondt tirsdag. Den argentinske øl fik sat sine spor og tømmermændene resulterede i, at jeg missede en guidede tur til Cementerio de la Recoleta. En kirkegård, der efter sigende skulle være værd at stå op for. Selvfølgelig er det ikke verdens undergang at gå glip af en kirkegård, dem kommer der nok flere af. Men min ærgrelse vidner alligevel om et nævneværdigt dilemma, man som backpacker ofte står over for. Backerpackerlivet er nemlig en hårfin balance mellem at møde så mange mennesker som muligt og se så meget som muligt. Og nogle gange må man (frivilligt såvel som ufrivilligt) prioritere mellem disse to ønsker.
Jeg kom dog ud af sengen ved middagstid, og Pauline, Gloria og jeg fandt os vej til Palermo.
En anden fin bydel i Buenos Aires. Her traskede vi rundt i en smuk park med en sø og blomsterhave, der var en sand fryd for det ellers ramte hovede.
Om aftenen var de fleste tømmermænd dampet af, og jeg stod på hostellet sammen med en bunke spændte unge klar til at prøve kræfter med den argentinske folkedans, tango. Lettere generte over at få en fremmed i hænderne travede vi alle igennem tangoens intime grundtrin, hvor kvinden undervejs med det ene og det andet ben skulle gnubbe sig sexet op ad herrens ben. Vores anstrengelser blev efterfølgende belønnet med endnu en fest. Denne gang tog jeg mig dog til takke med en alkoholfri aften og god nats søvn, hvilket nok var meget fornuftigt taget morgendagens bustur i betragtning.
Onsdag blev min sidste dag i Buenes Aires. En by, der med sin kaotiske stemning, skønne seværdigheder og imødekommende mennesker tog godt imod mig. Nu venter 20 lange timer i bus til Iguazu, hvor jeg kan se frem til et af verdens største vandfald.
Backpacker er ikke en beskyttet titel. I princippet kan alle pakke rygsækken og tage afsted. Men ikke alle gør det, og det er for mig uforståeligt. Backpacking er en fri og unik måde at se verden på; med budgetvenlig kost og logi har man mulighed for at se mange fantastiske steder på kort tid – eller man kan pakke tasken ud for en stund og fordybe sig i et område. Kort fortalt er det kun budget og fantasi, der sætter grænser for en backpackers rejse.
Hvem er jeg – og hvad pokker ved jeg egentlig om det der backpacking?
Jeg er nummer tre af en søskendeflok på fire. Og lige som mange andre unge har vi alle fire taget et såkaldt sabbatår efter gymnasiet for at kunne udforske verden med en taske på ryggen.
Jeg fulgte i mine storesøstres fodspor og rejste i 2013 med en veninde til Australien, New Zealand og Asien. Efter et halvt års tid med fantastiske oplevelser tog min veninde som planlagt hjem, mens jeg forlængede rejsen med yderligere to måneder i Nepal, hvor jeg arbejdede frivilligt på et børnehjem.
På min otte måneder lange backpackerrejse blev jeg ramt af en berygtet og uhelbredelig sygdom; rejsefeberen. For det er sandt, hvad de siger. Man stilles ikke tilfreds med kun én tur som backpacker. Mere vil have mere, og allerede inden du kommer hjem, har du den næste rejse i tankerne. Sådan har jeg i hvertfald haft det. Og derfor er det sidenhen blevet til fem uger i Afrika og en måned i Østeuropa. Men jeg er langt fra færdig.
Følg mig på min rejse gennem Sydamerika
Nu går turen til Sydamerika, hvor jeg i tre måneder og på egen hånd vil rejse rundt i otte forskellige lande. Og du kan komme med. Jeg har nemlig i sinde at dele mine rejseoplevelser – og forhåbentlig vil det inspirere og lede til egne rejseoplevelser.
