Bolivia på godt og ondt

Et par dage før jeg krydsede landegrænsen til Bolivia, mødte jeg en person, der viste sig at få stor betydning for min videre rejse. Og derfor begynder dette kapitel ikke i Bolivia men i Nordchile.

Vil du med på tur?
Trods komforten sover jeg elendigt i busser, og denne gang var ingen undtagelse. Så det var en træt og desorienteret backpacker, der steg af bussen i San Pedro de Atacama.

San Pedro de Atacama er en lille landsby i Andesbjergene, og grundet størrelsen tænkte jeg, at jeg uden problemer ville kunne finde mit hostel til fods og med et downloadet kort i hånden. Dog måtte jeg hurtigt erkende, at trætheden, varmen og den begrænsede mængde af skilte med gadenavne gjorde opgaven svære end som så. Og af frygt for at skulle lede min trætte krop på omveje spurgte jeg en forbipasserende om vej. Hun skulle tilfældigvis som vej, og vi fulgtes ad i 10 minutters tid. Da vores veje skiltes, spurgte hun, om jeg senere på dagen ville med hende på en tur til Valle de la Luna. Et månelignende landskab nær byen. Trods trætheden overtrumfede nysgerrigheden efter at møde nye mennesker alligevel trangen til en lur, og jeg tog med på tur. Og det er et valg, jeg den dag i dag er taknemlig for. For måske blev jeg en lur fattigere, men til gengæld blev jeg en veninde rigere.

Ovenstående er en beskrivelse af mit møde med tyske Lisa, som jeg i to og en halv uge rejste med, og et eksempel på, hvor nemt det er at møde andre rejsende. Er man smilende, åben og ikke bleg for at sige hej til en fremmed, får man lynhurtigt nye bekendtskaber.

Salar de Uyuni
Som mange andre backpackere i Sydamerika bookede Lisa og jeg turen Salar de Uyuni. En tredages tur i jeep, hvor man af en privat chauffør bliver kørt fra San Pedro de Atacama til Uyuni i Sydbolivia for at se den smukkeste, alsidige natur (hvilket nedenstående billeder rimelig meget underbygger).

Den første dag så vi tre laguner i hver deres nuancer, beundrede tårnhøje vulkaner, oplevede skoldhedende gejser, blev overvældet af utallige, farverige flamingoer og nød en dukkert i et termisk vandhul.

Andendagen bød på klippelandskab, en gemt lagune, en kæmpe kløft med en slangeformet flod, langstrakte marker med couscous, en kirkegård for pensionerede, rustne toge og massevis af plyssede lamaer.

Den tredje og sidste dag blev tilbragt i saltørkenen. Her beundrede vi solopgang og -nedgang og tog et hav af finurlige billeder (en typisk aktivitet for de mange turister, der dagligt besøger den hvide saltørken).

Et udeblivende visit i Sucre
Efter en berigende tredages tur ville Lisa og jeg tage et smut til Sucre, der efter sigende er fyldt med smukke, gamle bygninger. Desværre kørte vores bus fra Uyuni (tilsyneladende) ikke længere end til Potesi, hvor vi sammen med resten af bussens (og forøvrigt udelukkende bolivianske) passagere måtte stige af klokken 21 og i bælgravende mørke. En smule paniske over at være i en fremmed by en sen aften ledte vi efter en flink person, der kunne lede os videre. Vi fandt en enarmet vagt, der var i gang med at lukke busstationen ned. Han forklarede (på spansk selvfølgelig), at der ikke gik flere busser til Sucre den aften, men at vi kunne krydse byen til den nye busstation og tage en natbus til Bolivias hovedstad La Paz. Og som sagt, som gjort. Med diverse skrækhistorier om Bolivias taxachauffører i baghovedet satte vi os nervøse ind i en taxa, der efter 20 minutters tid og til vores store lettelse kørte os til rette sted. På den nye busstation blev vi mødt af to ivrige og uniformklædte personer, der ville sælge os busbilletter til La Paz. Perfekt tænkte vi og takkede hurtigt ja til tilbuddet, og til vores overraskelse blev vi mødt af den mest luksuriøse bus, jeg endnu havde kørt med i Sydamerika. Og det var noget af en tilfældighed, da mange af de bolivianske busser efter min mening for længst burde havde endt deres dage i skrotten. Så man må sige, at en ellers turbulent aften endte i et ganske behageligt bussæde.

Velkommen til Bolivias hovedstad
Klokken var knap 06, da luksusbussen trillede ind på busstationen i La Paz, og med nattens pludselige ændringer, skulle vi nu finde på en ny plan. Vi fandt en netcafe på busstationen (forøvrigt det eneste, der havde åbent på den tid) og bookede et hostel, som vi med en taxa tog til.

Efter et par timers afslapning forlod Lisa og jeg hostellet for at udforske storbyen. Det betød et visit på San Franciscos Plads, hvor der var masser af liv og utallige boder fyldt med påskeæg (i Sydamerika går man mindst lige så meget op i påske som hjemme), frisk frugt og flettede sivkurve. Efter at have tyllet et glas friskpresset appelsinjuice i os og guffet et par chokoladeovertrukkede jordbær traskede vi videre.

Med billige souvenirs for øje vandrede vi gade op og gade ned – og eftersom La Paz ligger 3.640 meter over havoverfladen, var det med høj puls og sved på panden, at de mange bakker, byen er bygget på, blev nedlagt. Foruden mønstrede striktrøjer af lamauld, smykker og magneter kunne man på den såkaldte heksegade købe tørrede lamaer, frøer og slanger til diverse ritualer eller til blot at samle sig en bunke held.

La Paz ligger forøvrigt i en dal omgivet af bjergtoppe, og derfor benytter mange lokale såvel som turister sig af de mange cable cars, der krydser byen, til at komme fra A til B eller til bare at nyde udsigten over den pulserende by. En aktivitet Lisa og jeg nød godt af efter hård og oplevelsesrig shoppetur.

Dagen blev rundet af med et stort glas rødvin og et yderst smagfuldt stykke lama med fritter. Mums.

Dødsruten til Amazonas
Efter en nat i La Paz besluttede vi os for at tage en 14 timers lang bustur til Rurrenabaque i Nordbolivia for at opleve Amazonas. Men hvad, vi ikke vidste, var, at bussen for det første var ældgammel og slidt og dernæst ville køre på den berygtede dødsrute. En smal og snoet grusvej, der slanger sig langs bjergsiderne. En rute flere turister besøger og beundrer på ryggen af en mountainbike. Det eneste køretøj, der efter min mening er forsvarligt at tage på dødsruten. Og nu skal jeg efter bedste evne forklare hvorfor.

Da Lisa og jeg glade og uvidende om den kommende tur trådte ind i den fyldte bus, opdagede vi til vores undren, at vi var de eneste turister, der havde valgt at tage bussen nordpå. Det, syntes vi, var yderst mærkeligt, da Rurrenabaque og Amazonas er et velbesøgt sted. Desuden rejser mange backpackere på et sparsomligt budget og benytter sig derfor gerne af de billigste rejsemetoder, og idet busturen kun kostede 60 danske kroner per person, havde vi forventet at få følgeskab af flere backpackere. Men alvoren over busturens sikkerhed begyndte så småt at pible frem, da en lokal så os og klukkede over, at vi havde valgt netop denne rute. Og det hjalp ikke lige frem på nervøsiteten, da vi efter 10 minutters kørsel blev vidende til en totalsmadret lastbil, der fra vejen var faldet flere meter ned af skrænten.

Vi kørte en time eller to på asfalt, og selvom vi var tæt på kanten, følte vi os egentlig ikke som sådan utrygge. Men asfalt blev til grus, og den tosporede vej snævrede sig ind til et spor. Nu begyndte hjertet at banke hurtigere, og mine hænder knugede sig hårdere og hårdere fast til sædet foran mig. Flere gange skulle vi passere modkørende personbiler og lastbiler, hvilket betød, at vi måtte bakke ud til kanten af vejen for gøre plads. På et tidspunkt var vi så tæt på skrænten, at den lokale, der tidligere havde klukket af os, tog et billede og viste det imponeret og storsmilende til os, der sad i den modsatte side. Det hjalp bestemt ikke på uroen.

Flere steder i grusvejen var der desuden huller, der fik bussen til at vakle. Og et af hullerne var endda så stort, at bussen endte med at stå på skrå, mens den stadig vaklende kørte over hullet. Dét fik damen ved siden af mig til i et skrig at hoppe ned på gulvet, hvor hun bad en bøn. Trods min egen skræk forsøgte jeg at berolige hende, selvom jeg ærligt talt var i tvivl, om vi ville komme helskindet igennem dødsruten.

Generelt var der meget forskellige reaktioner på busturen. Der var os, der panikkede, der var dem, som grinede og tog billeder, og så var der personer, der knap ænsede turen, fordi de spillede sudoku, guffede kylling eller tog en lur.

Efter seks timer i helvede stoppede bussen i en lille bjerglandsby, så passagererne kunne spise aftensmad ved de små gadekøkkener ud til vejen. Mens de lokale guffede flere grillede kyllingespyd i sig, prøvede Lisa og jeg at berolige og opmuntre hinanden. Men uden det store held. Efter en halv times pause fortsatte gyset – og nu i mørke. Mens de øvrige passagerer en efter en faldt i søvn, sad Lisa og jeg lysvågen og fulgte med i buschaufførens kørsel. De næste syv timer sneglede sig afsted.

Klokken 02 kørte bussen mirakuløst og til Lisas og min store lettelse ind på en busstation, der viste sig at være Rurrenabaques. Jeg havde nær kysset jorden af glæde. Det var de længste og værste 14 timer af mit liv, og i dag, snart to måneder efter, sidder oplevelsen stadig så meget i mig, at jeg bliver et helt nervevrag, når jeg på ellers sikre veje skal køre med bus.

Skulle du af en eller anden grund have misset pointen med dette ellers lange og detaljerede skriv om dødsruten, vil jeg som en ekstraordinær service understrege den en sidste gang: Kør aldrig, som i ALDRIG, med bus på dødsruten i Bolivia. Ej heller hvis du er en dumdristig vågehals eller nærig backpacker. Det er simpelthen ikke det værd.

Et ambivalent møde med Amazonas
Rurrenabaque er en hyggelig, lille landsby, der vrimler med turister og travel agencies. Det er nemlig her, det eftersigende er det billigste sted i Sydamerika at besøge Amazonas. Og så kan man tilmed gøre det fra land og vand. Men eftersom Lisa er skrækslagen for edderkopper, og jungleturen ville introducere os for diverse kryb og insekter, valgte vi bådturen på pampasfloden, der flyder ud i Amazonasfloden. Desuden passede det mig helt fint med et par afslappende dage i en båd, hvorfra vi kunne tage billeder og nyde den eksotiske flora og fauna.

Og dyr var der masser af… Vi så adskillige fuglearter, aber, skildpadder, krokodiller (ja faktisk havde vores lodge en krokodille som kæledyr. Pedro hed han). Derudover svømmede vi med lyserøde delfiner og fiskede efter piratfisk (desværre uden fangst).

            

Vores lodge var på pæle bygget midt på floden, så selv om aftenen fik vi fornøjelsen af dyrelivet. Dog den mindre spændende af slagsen. På grund af den høje fugtighed var vores lodge et paradis for myg, og efter tre dages bådtur var vores ben og baller trods store mængder af myggespray tildækket af myggestik, der hver et sekund skreg efter at blive kløet. Så vi var nogle lettede turister, der på tredjedagen kunne forlade Amazonas.

Mættet af vild natur var vi nu klar til at forlade junglen til fordel for lidt byliv i Copacabana ved Titicaca Lake. Og denne gang betalte vi glædeligt 500 kr til det bolivianske og yderst velfungerende flyselskab Amazonas for at fragte os fra Rurrenabaque til La Paz. Efter sølle 30 minutter og en halv kop kaffe var vi atter i La Paz. Tænkt at vi for bare 500 kr kunne have sparret os for 14 timer i helvede…

Et velsignet ophold ved Titicaca Lake
Et par timer i bus fra La Paz ligger Copacabana. En lille turistet by med et hav af souvenirs og restauranter. Fra Copacabana kan man nyde synet af Sydamerikas største sø Titicaca, der desuden er en af jordklodens højst beliggende søer (med 3812 meter over havoverfladen). Er synet af søen ikke nok, kan man også sejle til en af søens 41 øer, hvoraf de mest kendte er Isla del Luna og Isla del Sol.

Vi var tilfældigvis og ironisk nok i Copacabana under en festival, hvor bolivianerne fra nær og fjern velsigner deres biler og tilbeder moder jord for at beskytte dem mod de mange trafikuheld, der ellers forekommer i Bolivia. Nærmest terapeutisk efter dødsruten observerede vi, hvordan de lokale dekorerede deres biler med blomster og hatte og afslutningsvist forevigede velsignelsen med et familieportræt.

Vores afslappende ophold ved Titicaca var tiltrængt. Det var den perfekt måde at tage afsked med Bolivia, der på den ene side med sine frygtelige busser, grusveje og myg har været ekstrem udfordrende og på den anden side med sine smukke naturomgivelser og traditioneltklædte mennesker har fået en særlig plads i mit hjerte. Det var derfor med ambivalente følelser, at vi efter et par dage i Copacabana krydsede grænsen til Peru.

Men heldigvis venter flere spændende oplevelser. Først et visit i Puno for at se Titicaca Lake fra den peruanske side.

Vil du se flere billeder fra min tur? Så følg med på Instagram.