Lange busture til og fra Iguazu Waterfalls

I Sydamerika kører man i bus (i mange mange timer)

En distance hjemme er langt fra det samme som en distance ude. En tur fra København til min hjemby Svendborg på sølle tre timer føles lang og uoverskuelig, og jeg skal gerne sætte en hel weekend af, før jeg mener, at turen betaler sig. Men i Sydamerika er det noget helt andet. Her ryster folk vantro på hovedet, hvis jeg siger, at tre timer med bus er langt. Til mit forsvar er busserne, hvis man vel og mærke betaler for kvaliteten, af en helt anden standard end sortbillet-busserne hjemme. I Sydamerika får du et sæde, der kan slås ud som en seng, og en pude og et tæppe. I armlænet finder du et klap-ud-bord, hvorpå stewardessen serverer eftermiddagskaffe/the og kiks, (uspiselig) aftensmad klokken 21 og morgenmad bestående af kaffe/the og flere kiks. I bussens midtergang finder du to skærme, hvor børn såvel som voksne kan underholdes af en plat alienfilm eller blodig actionfilm. Og så skal jeg hilse at sige, at airconditionen virker, så man får lettere forkølelse med i købet.

En træt men imponeret backpacker

Efter 20 lange timer var det trods bussens komfort en meget træt backpacker, der torsdag formiddag ankom til byen Puerto Iguazu. Og fordi jeg har utrolig svært ved at vælge fra og gerne vil se så meget som muligt på min tre måneders rejse, havde jeg ikke tid til hvile. På hostellet mødte jeg to engelske piger, der lige som jeg selv var på vej til Argentinas største turistattraktion, og jeg fik lov til at gøre dem følgeskab.

Iguazu Waterfalls er storslående… og fantastiske! Og af samme grund bliver de gigantiske vandmasser på daglig basis betaget og fotograferet af tusindsvis af turister, der på de mange gangbroer trasker side om side med vandfaldene. Fra tid til anden vender vinden, og turisterne kan nyde godt af et friskt og vådt vindpust. Over vandfaldene strækker der sig en klar og smuk regnbue, der frister én til at tro, at det netop er i disse omgivelser skatten for enden af regnbuen kan findes.

Har man som besøgende brug for en pause fra de overdådige vandfald (umuligt og så alligevel), kan man betragte det nærgående dyreliv. Utallige, farverige og øjensynligt tamme sommerfugle sværmer konstant om én. Flere gange oplevede jeg at have en sommerfugl siddende i håret, på skulderen og sågar på kameraet. Og har man som jeg medbragt empanadas til frokost, skal man være på vagt. Der render nemlig flokke af næsebjørne rundt, klar til at sætte deres lange, skarpe kløer i turisternes medbragte godter. Derudover kan man med større afstand opleve alligatorer, slanger, diverse fugle og meget mere i Iguazu National Park.

Jeg havde den bedste dag i herligt selskab, i fantastisk solskinsvejr og med en imponerende udsigt. Og efter en god nats søvn i en hostelseng var jeg klar til endnu en lang bustur.

Weekendstemning i Salta

Det tog mig sammenlangt 25 timer at komme fra Puerto Iguazu til Salta. En hyggelig, lille by, der er omgivet af smukke bjerge. Her nød jeg lørdag og søndag i selskab med de weekendglade lokale. Argentinerne ved om nogen, hvordan man holder weeekenden hellig. Alle er glade, afslappet og iført de fineste klæder.

Jeg nød byen dels fra en bjergtop, dels fra et cafébord og dels fra en bænk i den centrale park. Alt i alt en weekend, hvor jeg kom ned i gear og gjorde mig mentalt klar til 14 dages frivilligt arbejde på farmen Aldea Luna i Jujuy. Men det skriver jeg meget mere om i næste indlæg.

Nåede du ikke at læse om Buenos Aires? Don’t worry, det kan nås endnu.